| |
Katalogtekst til "4000+"-udstillingen,
Galerie Susanne Højriis,
København oktober 2000.
4000+ - vertikale landskaber
Udstillingens titel "4000+ - vertikale landskaber" refererer
til maleriernes udsigtspunkter, der alle er mere end 4000 meter
over havets overflade. Det er bjerglandskaber set i niveau med toppene.
I disse højder er luften tynd og atmosfæren klar og
mørk. Disen er stærkt reduceret, hvilket gør
det svært at bedømme afstande, og dermed størrelsesforhold.
Ligeledes er der i billederne ingen mennesker eller vegetation,
der kunne give et fingerpeg om skalaforholdene i bjergmassiverne.
Vores dømmekraft på dette område bliver sat ud
af spillet, og det er ikke længere muligt at sammenfatte det
sansede.
Jeg har længe villet bruge bjerglandskabet som et billede
på det rene, det jomfruelige. En slags sidste bastion af ikke
kultiverede landskaber som samtidigt kan fremkalde en sublim følelse.
Og jeg håber at nogle af disse tanker skinner igennem i de
færdige malerier. Kant beskriver 'det sublime' som en følelse,
der kun kan opnås når vi, mennesket, står over
for det formløse, det ikke målbare, det der ikke kan
syntetiseres i vores sanser. Det er dén følelse, som
jeg mener at de rene, rå bjerglandskaber er i stand til at
fremkalde. Men det sublime opstår her ikke kun i formløsheden,
for intet er mere klart end disse stærkt oplyste solbeskinnede
bjerge, der tilsyneladende afslører alt. Det sublime opstår
netop på baggrund af den overdrevne klarhed, der får
alt til at synes lige langt væk.
Billederne er altså ikke kun ment som rene landskabsskildringer,
men mere som et billede på en tilstand, et billede på
klarhed og renhed, hvor den dybblå himmel møder sneens
blændende hvidhed. Kontrasten mellem sneen og himlen bliver
yderligere forstærket af maleriernes bevidst hyperreelle farvemætning,
hvor de hvide og blå nuancer er tilstede i meget rene blandinger.
Af samme grund forsøger jeg også at fjerne det umiddelbart
genkendelige fra det enkelte bjerg, og koncentrerer mig mere om
de enkelte elementer bjergene består af: is, sne og rå
klippe. Sammenstillingen af elementerne kunne altså principielt
have haft mange andre forskellige fremtrædelsesformer uden
at det ville have berørt maleriernes basale idé.
Serien indeholder også et andet, og mere personligt eksperiment:
Jeg ville se, hvad der var tilbage hvis det konceptuelle og det
narrative ikke var det fremherskende i malerierne, hvor der ikke
bare var tale om at illustrere en idé så præcis
som muligt, men hvor det maleriske var det bærende element:
Hvis det ikke fungerede som maleri ville der ikke være noget
tilbage. Jeg forsøger at fjerne det konceptuelle sikkerhedsnet,
som for mit vedkommende til tider har medført, at maleriet
var færdigt i det øjeblik at det fungerede idémæssigt,
men ikke nødvendigvis malerisk.
Den sublime følelse som kan komme til udtryk i mødet
med rå bjergmassiver, kan kun formidles videre i maleriet,
hvis det appellerer til sanserne. Her er det ikke tilstrækkeligt,
at vi kan foretage en ren intellektuel aflæsning, som det
f.eks. er tilfældet i det helt igennem konceptuelle værk.
Bjerglandskabet er et oplagt sted for en malerisk undersøgelse
i kraft af sin kompleksitet, detaljerigdom og monumentale storladenhed.
Bjørn Pierri Enevoldsen, oktober 2000
[ til top ]
|
|