Katalogtekst til "In Search of the 4th dimension" udstillingen,
Galleri Andersen & Jul, AAlborg og Gentofte Kunstbibliotek, Hellerup 1999.

In Search of the 4th dimension

Rød/Grøn. I 3D-oplevelsen træder verden frem. Illusionen optræder håndgribelig og fremfor alt ægte. Kunst kan være oplevelsen af, at verden træder frem. I en ny dimension, der retfærdiggør værkets tilstedeværelse som ægte.

Den kunstneriske skabelsesproces, som det sted hvor form og stof, værk og proces grænser op mod hinanden, er også det sted, hvor kunstnerens søgen begynder. Lysten til at skabe er drevet af menneskets mellemværende med verden i et forsøg på at få virkeligheden til at hænge sammen i en meningsfuld enhed. Som en reaktion på en eksistentiel blindgyde eller en uoverensstemmelse med den omgivende realitet forsøger kunstneren at destillere et billede af virkeligheden.

Bjørn Pierri Enevoldsens billedserie In search of the 4th dimension er en række malerier, der tematiserer deres egen konstruktion. De undersøger, hvad det vil sige at skabe. Men ikke udelukkende i kunstnerisk forstand. Bjørn Pierri Enevoldsen gør sine undersøgelser til et kollektivt forehavende, idet billedserien som fragmenter af en fortsat fortælling, handler om det moderne menneskes søgen efter en yderligere dimension i tilværelsen.
Omdrejningspunktet for malerierne er en mand, der ligner kunstneren til forveksling. Udstyret med et par 3D-briller følger man kunstnerfiguren i forskellige udforskende handlinger. Enevoldsens intention er netop at indsætte 3D-brillerne som symbol på denne søgen efter en anden og dybereliggende dimension.

3D-brillernes rød/grønne filter muliggør, i overført betydning, en videnskabelig distance til den virkelighed, der er genstand for kunstnerens undersøgelse.
Selve udforskningen spænder over så forskellige områder som nyhedsmedier, naturfænomener, adrenalinsport og kunst. Alle undersøgelsesfelter har dog det tilfælles, at de alle er omgærdet af en ideel forestilling om, at netop disse må indeholde det eftertragtede grundlag for ny erkendelse.

Ved at anvende 3D-brillerne som et gennemgående motiv udpeger Enevoldsen umiddelbart synet som den sans, der kan give adgang til større indsigt.
Dermed bekræfter malerierne i første omgang en udbredt opfattelse af, at synet fremfor andre sanser skulle være specielt forbundet med fornuft og rationel erkendelse. Enevoldsens kunstnerfigur undersøger virkeligheden udefra, med øjnene. Han skal have syn for sagn. Denne tilsyneladende accept af synets overherredømme skinner også igennem på det formelle plan i selve malestilen. Alting er for det meste afklaret i sin form og lægges tydeligt og forståeligt frem for beskueren. Enkle kompositioner koncentrerer budskabet om det absolut vigtigste. Maleriernes syntetisk rendyrkede farveholdning, som bæres af stærke kontraster fremfor sarte mellemtoner munder ud i en stiliseret naturalisme, der forstærker den distance til virkeligheden, som 3D-brillerne symboliserer. Serien er i sig selv en række udsnit af virkeligheden, der for beskueren fremstår i technicolor, som om de ses gennem et særligt farveforstærkende filter. På det konkrete plan derimod er 3D-brillerne direkte hæmmende for synet, når de som her bruges på en ikke dertil indrettet virkelighed. Serien er således på paradoksal vis også et udtryk for synets utilstrækkelighed som erkendelsesredskab.

Manden med 3D-brillerne bliver hele tiden sat i spil som et tegn, hvis betydning omskrives afhængig af den sammenhæng han optræder i. I et af seriens malerier tematiseres skabelsen helt konkret som en begivenhed. Maleren portrætteres i det mytologiske skabelsesøjeblik; i det spektakulære moment, hvor han sætter sine første spor på det hvide lærred. På maleriet sidder kunstneren foran et tomt lærred, der står i skrigende kontrast til et visuelt mylder af arbejdstegninger, pensler, tuber med maling, fotografier, udklip, slikpapir og colaflasker. Det magiske øjeblik understreges af lærredets insisterende hvidhed som det sted, hvor maleriet males forfra og på et helt blankt lærred. Hver gang. En anden henvisning til den forestående skabelse ligger i selve malerens placering foran det tomme lærred. Hans overkrop falder nøjagtig indenfor rammerne af lærredet, der ud over sin uberørte karakter kommer til at fungere som et portræt af maleren i selve skabelsesøjeblikket, som en art prædestination af et kommende motiv.

Ved at gengive dette feticherede øjeblik indgår maleriet i en hel genre af maleriske, fotografiske og filmiske "dokumentationer" af en kunstner i aktion foran sit lærred. Denne genres til tider overdrevne fokusering på værkets tilblivelse hænger sammen med en sejlivet illusion om, at blot det at være vidne til selve skabelsen automatisk bidrager til en større forståelse af det færdige værk, for slet ikke at tale om adgangen til den kunstneriske personlighed bag. Apropos synets påståede tætte forbindelse til intellektet er dette udtryk for en kunstopfattelse, der blindt overser eller bevidst negligerer malerens konceptuelle overvejelser; de tanker, der angiveligt må været gået forud for det synlige resultat.
Enevoldsen bryder dog med genren på et vigtigt punkt. Han lægger ikke skjul på, at han ved, han bliver iagttaget, men konfronterer beskueren, der som de øvrige motiver underlægges malerens 3D-syn. Ved at henvende sig til publikum på netop dette tidspunkt i processen lægger han på sin vis det kunstneriske ansvar over på beskueren. Det bliver beskuerens egen opgave at udfylde det vakuum af inspiration, som kunstneren giver udtryk for. Som et selvportræt er det maleren selv, der enerådigt bestemmer, hvordan han vil præsentere sine arbejdsomgivelser og dermed sin kunst og kunstopfattelse.

I selvsamme maleri har Enevoldsen, som billeder i billedet, gentaget et udsnit af seriens øvrige malerier. Denne gentagelse af billeder som på forhånd er fanget ind i repræsentationer, henviser til det formerende princip i produktionen af billeder. Alt i maleriet har på denne måde karakter af re-produktion. Enevoldsen kommenterer herved en konstruktion og et forløb ved at forudsige de enkelte værkers eksistens. Han optræder som iscenesætter, som den, der bogstaveligt holder handlingstråden i sin hånd. Han bliver sin egen beskuer, idet han styrer kunstneren på lærredet, ved at indsætte ham som aktør i forskellige eksistentielle roller. F.eks som i to af seriens andre malerier, hvor Enevoldsen på humoristisk vis har forsøgt at gennemtrænge andre kunstneres bevidsthed. I dette tilfælde Baselitz og Beuys. Han har momentant vovet det eksperiment at se med andres øjne i forsøget på at finde den fraværende form. Disse malerier er blot endnu et spor i Enevoldsens flere-dimensionale projekt.

Til højre for det hvide lærred står et færdigt maleri, der viser kunstneren med 3D-briller stående mellem to staffelier udstyret med et henholdsvis grønt og rødt maleri. Maleriet har samme effekt som et spejlbillede. Det bliver et perspektiv af gentagelser, hvor motivet gentager sig selv som i en uendelig spejlkorridor, hvor den samme røde og grønne pensel løftes igen og igen og hvor kunstneren som centrum i en symmetrisk fordobling af staffelier er den samme hele vejen ind i perspektivets forsvindingspunkt. Her er det mere specifikt maleakten som udtryk for kunstnerens eksistentielle vilkår, der har haft Enevoldsens interesse. Maleakten kommer til at fremstå som en rutineorienteret gestus og kunstneren som en maskinel og desillusioneret mekanisme, der i apatisk blindhed synes at føde billeder af egen drift. Gentagelsen bliver her et billede på forfladigelsen af maleriets værdi som erkendelsesgrundlag og som betydningsskaber. Maleriet er på den måde en kommentar til den i kunstneren indlejrede tvivl i forhold til sin egen metier. Enevoldsen spiller ironien og alvoren ud mod hinanden i dette udsagn om det evige kredsløb mellem illusion og desillusion som kunstneren, eller mennesket for den sags skyld, er del af. I den desillusionerede tilstand tror mennesket sig fri fra illusionen, men ligger stadig under for den kynisme, der følger desillusioneringen. Bevidstheden om at verden ikke ser ud som man oprindeligt havde forestillet sig er blot et andet udtryk for, at man stadig er fanget i illusionerne.

Man kan sige at Bjørn Pierri Enevoldsen gør tvivlen til et kollektivt problem. Tvivlen om hvordan tolkningen af verden skal finde sted. Han sætter fokus på menneskets fortsatte søgen og forsøger at give et svar på om længslen efter forandringer er et spørgsmål om tilbagelæggelse af afstande, af andre virkeligheder eller af et andet liv; om forandringer er ensbetydende med at vi er på vej nogen steder hen, eller om de blot udspiller sig i vores kroppe og i vores hoveder.

Lotte Møller og Christina Stenka Hellfach

[ til top ]