|
Langt mægtigere bjerge
Det danske landskabsmaleri har en mere end 250 år lang historie,
hvor hver generation af malere har set og opfattet naturen med deres
øjne, deres optik. Derfor har vores landskabsmaleri siden
midten af 1700-tallet været i en evig udvikling. Vor tid har
også sine landskabsmalere, der motivisk bruger naturen til
at fortælle en historie om vores samtid. Mange af de yngre
kunstnere skildrer især naturen gennem video og fotografi,
da det giver nye muligheder for at eksperimentere med de visuelle
virkemidler. Blandt de ganske få danske billedkunstnere fra
den helt unge generation, der maler landskabsbilleder og som instinktivt
føler sig draget af naturen, helst i sin mest storslåede,
rene form er Bjørn Pierri Enevoldsen. Med et romantisk sindelag
maler han med sans for landskabets drama, dets kompleksitet og detaljerigdom.
Det er de rå og uberørte bjerglandskaber, der fascinerer
Bjørn Pierri Enevoldsen. Den vilde, jomfruelige natur i ufremkommelige
højder har inspireret ham til en serie malerier af vertikale
landskaber, hvor alene højderne kan give sug i maven. Først
for nylig stiftede Bjørn Pierri Enevoldsen bekendtskab med
Grønland og det fik afgørende betydning for hans seneste
malerier. Mødet med det storslåede, arktiske landskab
med stejle fjelde mod en isblå himmel blev en kunstnerisk
udfordring for Bjørn Pierri Enevoldsen, der resulterede i
en serie billeder, som viser en sjælden dramatisk naturopfattelse,
der fuldt ud genkalder Kants ord om den sublime følelse,
der kun kan opnås, når man står overfor det formløse,
det ikke målbare, det der ikke kan syntetiseres i sanserne.
For Bjørn Pierri Enevoldsen opstår det sublime ikke
blot i oplevelsen af det formløse, det grænseløse,
men også på baggrund af den overdrevne klarhed, som
disse bjerglandskaber afslører. Det stærke sollys får
de tindrende, hvide bjergtinder på malerierne til at synes
lige langt væk, hvilket giver en følelse af at stå
overfor det uendelige rum - kosmos om man vil.
Bjørn Pierri Enevoldsen har med sine storladne bjergbilleder
bevidst søgt en uberørt natur, der ikke på nogen
måde har været i kontakt med civilisationen end ikke
med de store ekspeditioner, som bl.a. kendes fra Thorkild Hansens
eventyrlige bog om Jens Munk og hans bedrifter i det arktiske, hvor
der indledningsvis står: ”Udenfor begyndte det sædvanlige
aftensceneri. Isskruningerne deltes op i gyldne og mørkviolette
flader. Sneen blaanede. Vinteren varede ved. Man skulde tro, den
efterhaanden var en hel Aarstid for sent paa det…” Hos
Jens Munk såvel som hos Bjørn Pierri Enevoldsen forekommer
det arktiske landskab som råt og utilnærmeligt, som
en urnatur, der med sin kølige kolorit tegner de skarpe konturer
op mod den blå himmel.
Violette, rosa og turkise farver fra solen underbygger det dramatiske
i Bjørn Pierri Enevoldsens bjerglandskaber. Voldsomt og instinktivt
føles menneskets lidenhed og magtesløshed overfor
de gigantiske isbjerge og kælvende gletschere. Det uendeligt
store i malerierne giver et indtryk af en maler med lige dele mod
og ydmyghed. Flot er det her i det 21. århundrede at turde
tage traditionen op fra det romantiske landskabsmaleris mestre og
søge langt mægtigere bjerge end mange andre af samtidens
malere.
Bente Scavenius
[ til top ] |
|